Pullmans eventyr er et eksistentielt udsagn

24-11-2009  - 

Kirsten Dahl (KD) giver Århus Teaters familieforestilling, ’Det gyldne kompas’ en masse flotte roser samt fire små stjerner.

Som en af begrundelserne for, at antallet af stjerner er begrænset, rejser hun spørgsmålet, om hvad:

»...de ti-årige tænker og synes - kan de følge med i handlingen? Bliver forestillingen for dem en historie om at gøre livet her på jorden (og tillige livet efter døden) til et bedre sted at være ? Finder skolebørn kampene mellem Kirken og Videnskaben relevant, og er denne værdikamp skruet sammen, så de fatter interesse for den? Og hvordan skal man, uanset alder, forholde sig til forestillingens udsagn om, at man ikke kan leve sammen med nogle, der er født i en anden verden, end en selv? Med mindre det opfattes helt konkret, er det jo et udsagn som lukker af for at forskellige kulturer og sociale klasser kan mødes.«

Her forekommer det mig, at der er en holdning på spil, som jeg troede (håbede) at børneteatret havde forladt. Hvor man i det danske børneteaters barndom mente, at børn skulle præsenteres for socialrealistiske og politisk korrekte holdninger og moraler, så vil man vel i dag kunne hævde, at børn har brug for fortællinger i eventyrets form, fordi det tillader dem at tolke deres egne følelser og tanker ind, uden at de bliver stillet overfor en hævet pegefinger, som fastslår hvad man bør mene om sagen.

Det tror jeg egentlig også, at KD mener. Naturligvis må producenterne altid stå til ansvar for, hvilke holdninger, deres værk formidler - det er fint nok, at anmelderen tager det op. Men her er det så, jeg får svært ved at genkende både den historie og det udsagn, som KD henviser til i sin kritik.

For mig er dramatiseringen af Pullman's eventyr først og fremmest et eksistentielt udsagn. Modstillingen af videnskaben over for kirken, som KD henviser til, er dagsaktuel i f.eks. spørgsmålet om Darwin over for Bibelen - et spørgsmål som jeg gætter på at konfirmandgenerationen er blevet præsenteret for. Men denne modsætning er alene en ramme for handlingen. Krigen mellem videnskab og kirke er forældrenes krig, ikke Lyra's, selv om hun bliver offer for den. Den handling, som bæres af Lyra som hovedpersonen, er at frigøre sig fra forældrene, at finde sig selv, at finde ud af hvordan venskab og kærlighed fungerer, og at finde sig en holdbar verdensanskuelse overfor eksistentielle spørgsmål omkring liv og død og det at ’gøre det rigtige’. Disse temaer skulle nok være relevante for både teenagere og ’pre-teen's’.

Den arketypiske fortælling om at drage ud for at lære frygten at kende, og temaet om døden som følgesvend, forbindes i temaet om de mange forskellige verdener, som i forestillingens verdensbillede ligger som parallelle universer, foldet ind i hinanden. Inden for hver af disse verdener er der forskellige kulturer og sociale lag. Lyra såvel som Will har begge forestillingerne igennem tilstræbt og forsvaret en åbning mellem de forskellige kulturer og sociale klasser, som de støder på - ledet af deres insisteren på retfærdighed.

Hvad vil det sige, at Will og Lyra må ’lukke vinduet’ imellem sig og skilles? Det kan 10+-gruppen måske ikke sætte ord på. Men de kan helt sikkert genkende venskabet mellem Will og Lyra, forelskelsen, kærligheden og tabet - og jeg tror, at KD må give mig ret i, at her er noget helt andet og mere på spil end at ’lukke af for at forskellige kulturer og sociale klasser kan mødes’.

Hvis man ellers som (voksen) tilskuer kan komme over sin visuelle mæthed - eller måske forspisthed - ved forestillingens ’tegneseriedramaturgi’  - så kan man se Pullman's eventyr som et eksistentielt projekt med en kærlig hilsen til Søren Kierkegaard: Hvis man forsøger at ’skære vinduer’ ind i sine medmenneskers/venners/kæresters ’verdener’ og dermed vil vide/ kontrollere ALT - så opstår der faktisk ’genfærd’ - og man kan blive tosset af det: Sameksistens og samliv forudsætter respekt og afstand. Pullman introducerer vores ’eksistentielle ensomhed’ på en - efter min opfattelse - meget smuk, positiv og respektfuld måde, netop til den aldersgruppe.

Forældrene må på deres side indstille sig på at tage ’springet i afgrunden’, sammen med deres forældede verdensanskuelser, og dermed kan de måske håbe at overgå til en anden eksistens, som ligeberettigede med deres (nu voksne) barn.

Dette er for mig det fornuftige - men også kontroversielle - udsagn i Pullman's eventyrfortælling. Det kommer frem, netop når man tager billeduniverset bogstaveligt. Kritikerne har sikkert ret i, at meget af den sproglige tekst går hen over både målgruppens og de mere voksnes hoveder - men eventyrtonen og billederne går - som jeg oplever det - rent ind.

Historien er ingen tragedie, slutningen er lykkelig. Will og Lyra har mødt hinanden, deler erfaringer, elsker hinanden, med respekt for hinandens verden. De vil måske møde andre, men de vil ikke sammenligne.
Dermed bliver den store lykkelige forening noget, som man kan være heldig at opleve, måske kun een gang i livet - og noget, man skal tage vare på, med eventyrets: ’Én gang om året...’. Det er da efter min opfattelse en rigtig god og realistisk variation over ’.. og de levede lykkeligt til deres dages ende’ - og en god morale for både pre- og post-teens.
 
Sidste år havde jeg held til at høre en gruppe 10-11-årige børn diskutere forestillingen. Selv om Pullman's trilogi er tungt stof for 10-årige, havde flere læst bøgerne. Alle havde set filmen. At høre dem tale om teaterforestillingen var en meget positiv oplevelse, og også i år er de meldinger, jeg har fået fra skoleforestillingerne, positive.

Det betyder ikke, at jeg anser forestillingen for 100 % vellykket, og man vil jo altid kunne hævde, at når anmelderen ikke får rigtig fat i udsagnet - så har man ikke gjort det godt nok. Men det er altid et spørgsmål for producenten, specielt når man gerne vil røre ved personlige og eksistentielle emner, hvor meget pap man skal skære ud, og hvor meget man vil kunne overlade til tilskuerens egne erfaringer og fantasi.

Det er beklageligt, at Børneteateravisens anmelder har kortsluttet forestillingens udsagn på et socialt/politisk plan, og været mindre åben for de dybere eksistentielle fortolkninger. Den åbenhed oplever jeg heldigvis, at børnene har.

 
Jette Lund , dramaturg, konsulent for dukkeprojektet ved ’Det gyldne Kompas’ og for det dramaturgiske koncept.