Teatret Zeppelin: Glaspusterens børn

Mie Brandt spiller bl.a. den trolddomskyndige Flakse Mildvær med sin følgesvend, ravnen Hin Kloge, i Zeppelins store Glaspuster-drama. Foto: Bjarne Stæhr

Mægtigt, mangfoldigt og modigt

- men Teatret Zeppelin har givet sig i kast med noget rigtigt stort denne gang, endog større end ’Mio min Mio’.

FAKTA

Teatret Zeppelin: Glaspusterens børn - Af: Maria Gripe. Bearbejdet af: Kenneth Kreutzmann og Mie Brandt. Konsulent: Jochum Rohde. Instruktion: Kenneth Kreutzmann. Scenografi: Rikke Juellund. Med: Regitze Estrup, Mie Brandt, Ib Frendø, Samy Andersen, Torben Vadstrup. Alder: Fra 7 år, og familier. Set 27. januar på Teatret Zeppelin. Spiller 24. januar - 5. marts. www.zeppelin.dk

Glaspusteren er kunstner. Fra hans værksted fyldt med ild og røg kommer der de skønneste glas og vaser. Men han er fattig - hans fade og karafler sælger ikke - og konen og børnene har knapt nok til mad og tøj.
Frem stiger en anden kunstner: Flakse Mildvær væver tæpper, spår i hånden, behersker astrologi og mestrer trolddoms-kunster.

Scenen er sat for et rigtigt eventyr, og skurkene skal nok komme!

Jeg så forestillingen første gang i april 2008 og kan roligt sige, at den kun er blevet bedre i mellemtiden.
Maria Gripe er en legende næsten på linje med Astrid Lindgren når det gælder litteratur for børn og unge i Sverige, - ja, i verden. Hendes dramatiske eventyr fra 1966 – ’Glaspusterens børn’ – er en rigtig klassiker, som inviterer til dramatisering. Og dramatiseret er den blevet, såvel for teater som for film.

Historien er flertydig og magisk, med mange psykologiske lag. Og den er spændende! Både for voksne og for børn og unge (fra syv år!). Men den er uhyre kompleks, den kræver en sikker dramaturgisk hånd.

Zeppelin har sat alle sejl til. Kenneth Kreutzmann er en erfaren og opfindsom instruktør, Rikke Juellund er en af vore fremste scenografer - og ingen ringere end Jesper Kongshaug står for lysdesign. Her er alle midler taget i brug: Videoprojektioner, skyggeteater, dukker, gode kostumer, spændende musik- og lyddesign, foruden udmærket skuespillerindsats.

At et lille storbyteater med (sikkert) begrænsede ressourcer våger sig ud i en sådan tour de force, afkræver min respekt. For ikke at sige beundring. Beundring for modet, for viljen, og for en helhjertet indsats. Tak skal I have!
Et lynhurtigt handlingsreferat
Glaspusterens kone (Regitze Estrup) er bekymret for økonomien og fremtiden. Glaspusteren selv (Samy Andersen) er mest optaget af at skabe kunst, men hans beskedenhed gør, at han ikke kan hamle op i konkurrencen om kunderne på markedet, så salget går ikke så godt. Børnene (Mia Brandt og Torben Vadstrøm) er glade og muntre og forundres over herremanden i den fine karet, som giver dem ægte guldpenge for anemoner, de har plukket på marken.

Så sker det afgørende: Karetens kusk køber hele beholdningen af vores glaspuster, som dermed får råd til at overøse konen med gaver, bl.a. en ring med en skinnende rød rubin. Men kusken røver børnene med sig og hjemfører dem til Herskeren og Herskerinden.

Og så skal der trolddom til før de kan komme tilbage til sine forældre, - endelig befriet fra det indholdsløse luksusliv i slottet og fra den forfærdelige Nana – børnepasseren fra helvede – som spilles på alle tangenterne af Ib Frendø.

Tre historier at følge
Her er tre hovedhistorier. Der er kriminalhistorien om de uskyldige børn, der bliver kidnappet og ført over Glemmeminde-åen, hvor de mister al forbindelse med deres tidligere liv, identitet, forældre, frihed og glæde. Der er den klassiske historie om moren, der efter den ulykkelige bemærkning i starten: ’Børnene er kun til besvær’, slides næsten i stykker af savnet og den dårlige samvittighed. Ringen, hun har fået ,bliver et symbol på hendes kvaler, men den bliver også hendes redning til sidst.

Og der er den psykologiske historie om Herskerinden, som efter en opvækst i fattigdom, men trods alt med frihed og i pagt med naturen, nu - i det golde og gyldne slot – bliver frataget alle sine drømme og håb ved, at alt hvad hun ønsker øjeblikkelig bliver opfyldt af Herskeren med den perverse trang til at høre hende sige Tak. Det magter han nemlig ikke selv at sige.

Herskerindens historie er måske den mest interessante, i hvert fald den mest subtile. Men det er svært at finde identifikationsmuligheder.

For det første: Hun bliver første gang introduceret for os i en scene, der foregår langt tilbage på scenen i noget, der ligner en fængselscelle, og hvor både hun og Herskeren fremstilles i dukke-udgaver. Når dukkeføringen er upræcis og replikkerne uklare bliver hendes problem (det der skal løses i løbet af stykket) ikke klart nok præsenteret for os fra begyndelsen af. For det andet: Hendes sorg over al den materielle velstand og tabet af selve glæden ved at ønske, håbe og længes drukner i forestillingens fokusering på hendes forfængelighed og ligegyldighed over for børnene. Dermed tabes en væsentlig del af stykket på gulvet, på trods af udmærket indsats fra Regitze Estrup.

Alle tre historier ender godt. Børnene bliver befriet, Moren får sine børn tilbage, Herskerinden får omsider IKKE et ønske opfyldt og kan leve lykkelig med sin længsel.

Men forestillingen pendler altså lidt ufokuseret mellem historierne. Dermed får den problemer med at give noget andet og mere til publikum ud over at fortælle historien/historierne på en spændende og billedrig måde.

Og så er der trolddommen!
En tredje grund til, at Herskerindens historie føles underspillet, er, at alt det spændende hekseri sættes ind først og fremmest for at løse de to andre historier. Mie Brandt spiller også den trolddomskyndige Flakse Mildvær med sin følgesvend, ravnen Hin Kloge, i dunkel-mystisk lys mod en baggrund af blafrende tæpper. Det giver fortællingen magi, eventyr og et sus af gamle sagaer.

Og Flakse ordner op i en drabelig kamp med Nana-uhyret - hendes egen søster! Der er jo både godt og ondt i alt og alle, men det gode sejrer og Nana forsvinder op mellem bænkeraderne med et afsindigt brøl.
Gæt om der var jubel! Et herligt øjeblik - det klæder en forestilling som denne at vise muskler og hår på brystet ind imellem det poetiske og billedrige.

Apropos jubel: Forestillingen magtede uden problemer at omskabe 170 hujende 7-11-årige til en lydhør og applauderende forsamling. Og det siger jo meget om det sceniske liv, som Zeppelin og de gode hjælpere har skabt med ’Glaspusterens børn’.

Af: Janken Varden
Print
Kommentar til anmeldelsen

FLERE ANMELDELSER

'Veje til Udvikling' – veje til afvikling?

Teatret Zeppelin: Glaspusterens børn

Mægtigt, mangfoldigt og modigt

Teatret st.tv. - Den sultne larve Aldrigmæt

Sanseligheden er i top, når larvefantasierne sættes løs i Tanja Bovins røde æbleeventyr for vuggestueungerne hos Teatret st.tv.

Svalegangens Dukketeater - Beate & Bæstet

Teater Lille Hest - Nina Sardina – og historien om hvor Laika blev af

Historien om rumhunden Laika i vellykket omplantning til børneniveau.

Teater V - Dyrene i Hakkebakkeskoven

Loyal opsætning af et traditionsrigt stykke fungerer stadigvæk som god underholdning i Teater V’s aftapning.

Saga Dance Art Collective - Stjerneskudsjagten

Ingrid Tranum insisterer på poesien i sin moderne danseforestilling 'Stjerneskudsjagten'. Men hun begrænser unødigt sin egen koreografi.

Uppercut Danseteater - Primetime

Med et mix af moderne dans, break og satire spidder Uppercut tidens talentkonkurrencer med deres egne virkemidler.

Teater Portamento - Jernmanden

Henrik Paludan har tilskuerne i sin hule jernnæve i den heftige fortælleforestilling 'Jernmanden'.

Teater Blik - ANNO ANNI

Quasi Teater - Den danske sang

Bornholms Teater - En dag i Helmand

Afghanistan-krigen blusser følelsesfuldt og forunderligt i Ernesto Piga Carbones barske galleri af soldater og ofre i Carsten Jensens lidt bombastiske monolog.

Grønnegårdsteatret - Tvillingerne

Fornøjelig og herligt saftig klassiker-komedie under Grønnegårdens træer.

Thy Teater - Ting og Ingenting

Der er for lidt Nintendo og for heftig leg med lig i voldsfantasien ’Ting og Ingenting’ med Thy Teater.

Teatret Beagle - EnCykloPædisterne

Man fornøjes over de ækvilibristiske encyklopædisters insisteren på at knokle for at blive klogere - med og uden cykel.

Frilandsmuseet - Gøngehøvdingen

I ’Gøngehøvdingen’ på Frilandsmuseet følger en ludfattig skuespillertrup med held både kontanterne og komikken.

Teater Refleksion - MAK-VÆRK

Skønt fabulerende fortælleteater mangler ærgerligt nok en overordnet tråd.

Olsens Teater - Klippetiklop

Der er liv i trædukkerne og Erik Olsen er en venlig dukkefører. Men forestillingen 'Klippetiklop' fungerer ikke godt.

Det Ripensiske Teaterselskab - Alfred og Manfred

DRT's 'Alfred og Manfred' er både bedaget og langtidsholdbar på en og samme gang.

Dansk Rakkerpak - La Fontaine

Klicheerne er tykke, og stereotyperne står i kø i Dansk Rakkerpaks grovkornede gadeteaterkomedie som i år har en kannibal på rollelisten. Forestillingen er festligt udendørsteater, om end det erfarne gadeteater godt kunne understrege løjerne med endnu mere tempo og bid.

Marionetteatret i Kongens Have - Det fortabte får

Marionetteatret i Kongens Have har lavet sød fårestilling om livet på landet.

Team Teatret - Mærkelig

Jesper Bræstrup Karlsen har skrevet en replikpræcis tekst om børn, der misforstår hinanden og de voksne. Og Team Teatret har gjort teksten til en foruroligende mærkelig forestilling om normalitet.

Musikteatret Undergrunden - Operaen om Rødhætte

Musikteatret Undergrundens forestilling ’Operaen om Rødhætte’ er 40 minutter med velgjort operasang, højt humør og masser af nutidsreferencer.

Batida - Hallelujah

I Batidas selskab presser musikken sig befriende på, men det kniber med at fastholde fortællingen.

Teater O i samarbejde med Nørregårds Teater - Goodbye & Farvel

Humor og tragedie går hånd i hånd, når Teater O tager livtag med døden i fremragende forestilling om ubærligt tab.

Teater Viva - Katastrofe

Teater Viva leverer temperamentsfuld spilenergi og noget højstemt sprogbrug i fortælleteaterforestilling.

AbstraXteater - Marilyns Måneskin

Kalejdoskopisk monolog om Marilyn Monroe fascinerer og forvirrer.

NoCanDo - Sa Tu Sai - et eventyr om børnearbejde

Æstetikken er et generøst fortælleelement i ’Sa Tu Sai’, hvis forbilledlige børn er fjernt fra mediernes hysteriske mini-voksne.

DaDunk - Klods Hans

Med kostesmæld, buldren på tønder og en rappende prinsesse sætter Stomp performancegruppen DaDunk spørgsmålstegn ved, hvor let en eventyrtolkning der skal til, for at et show kan falde indenfor kategorien teater.

Hugga Bugga Teatret - Pigen der skulle vælge

En klog historie bærer Hugga Bugga Teatrets håndfaste komedie om at holde af og holde ud, når kernefamilien knirker.

Møllen - Idiotens historie

Teater Møllens fortællerteater om englevagt i Skåne har store kvaliteter, men er ikke uden problemer.

Zamok International Theatre - The Puppet State

Energisk, men også rodet og uforståelig performance fra international trup.

Teater Bloom - Klassefjenden

Bandekriminalitet, mobning, gruppedynamik eller demokrati på det nære niveau er de centrale og vigtige temaer i Nigel Williams ’Klassefjenden’. Men Teater Bloom formår ikke at få rykket publikum frem på sædet, fordi skuespillerne mangler kunnen, og instruktionen er for monoton.

Opgang 2 - Krigskonfekt

Opgang 2 har lavet en vedkommende turneteaterforestilling med nydanskeres problemer med borgerkrigen i deres hjemlande på Balkan.

Cikaros & TinCanCompany - Cirkuskanonen

Teaterscenen beriges jævnligt af genrer fra adskillige andre kunstfelter. En af de mest vellykkede mutationer er partnerskabet med den savsmuldsduftende cirkustradition. Jeg erindrer ikke at være blevet skuffet over nycirkus-forestillinger og Cirkuskanonen’ er ingen undtagelse.

Graense-Loes - Undertiden lever man

Teater Graense-Loes bringer følelsen af en teenagers liv ind under huden i et punk poetisk teaterhørespil. Et spil som i en skov af ledninger, højttalere og subwoofere viser at avanceret teknologi og punkenergisk og sensibilitetsfyld performance kan løfte scenekunsten nye steder hen.

Aspendos - The Dr. Street Team

Dr Street og hans teams pantomimiske kropskomik er skæg, men tromler hen over forestillingens spinkle indhold.

Odsherred Teater - Hva’ rager det Gud?

Fusionen af en af dansk oldboys stand-up-komikere, Thomas Wivel, med en af dansk børneteaters veteraner, Henrik Ipsen, giver publikum en skarp opfordring til at gribe i egen barm, før man fordømmer andre mennesker til skærsild, helvede eller paradis.

Comedievognen - Englen

Usammenhængende historie om kampen mellem det gode og det onde.

Odense Internationale Musikteater - The Ancient Mariner

Det er musikken, der bringer ’The Ancient Mariner’ tørskoet i land...

FortælleKunsten - Guavajagten

'Guavajagten' sender publikum med en syv-års dreng på jagt og ud på en rejse, hvor det handler om at tro på sig selv og besejre det, som synes uovervindeligt og ondt. Men af og til går fortælleren over gevind.

Det Olske Orkester - Skyggen af Kain

Glimrende fysiske og musikalske udtryk i tekstligt uklar historie.